Dansk X-99 Klubs nyheder.Søndag morgen Vi mødte op i Vedbæk Havn i god tid, for at få de sidste detaljer på plads. Båden var blevet lettet for alt turgrej, og det var slående at se, at vandlinjen nu var faldet med 3-4 cm
Båden havde været på land weekenden før og var blevet vandslebet i bunden efter en kraftig rensning for diverse ruger og begroning. Kapsejladssejlene var for første gang i år blevet pakket ud, og det var, af årsager vi alle kun kender alt for godt, både første og sidste rigtige kapsejlads i år for ”SkyggefaXe”. Vi var opsat på at gøre det godt og ivrige efter at komme på vandet. Regnen øsede ned, og der var kun en reminiscens tilbage af de seneste par dages kraftige østenvind. Dagen før var vi sejlet op til Vedbæk fra Svanemøllen, - kun for fok, på halvanden time med en maxfart på 9.2 knob. Nu så vejrudsigten noget mere afdæmpet og uforudsigelig ud, og én ting var sikkert: Vi ville få en lang dag med regn og svag vind fra sydlige- og vestlige retninger. Heldigvis var der lune temperaturer forude, så hvis regnen ophørte, hvilket vejrguderne forsigtigt havde bebudet, kunne vi se frem til at blive tørret op ad dagen i 16-19 grader og lidt dejlig efterårssol imellem byerne. Starten Vi sejlede ud til banen øst for Vedbæk i regn og tåge med en overvejende sydlig vind, og vi trøstede os med, at der dog var vind! Vi var i Start 8 kl. 10:40, og de ”små” Corona starter var planlagt til at gå hver 5. minut. Spækhuggerne startede planmæssigt som de første kl. 10:00, og de 8 både forsvandt i tågen ind mod land i den nu sydvestlige vind. Der blev inden vores start sat en kort udsættelse, vist nok pga. den lidt ustabile vind og en drejning yderligere mod vest. Derudover skulle dommerbåden imellem Start 4 og 5 lige have tid til at skifte flagkombinationen til Bane 2, men de 6 X-99’erne kom afsted i vores isolerede start lidt før kl. 11:00. Vi havde ombord på ”SkyggefaXe” konkluderet ved studie af de andre starter, at en læ start måtte være fordelagtig, så vi planlagde at lave en fræk bagbord start ved læ mærke, - og havde positioneret os derefter. Men de fleste andre 99’ere havde tilsyneladende også set den læ fordel, så alle de 5 andre både kom kort før start kuskende på styrbord oppe fra luv startmærke. Her besluttede jeg at falde lidt af på bagbord halse ind mod midten af startlinjen, - for at få plads til at vende, hvis det blev nødvendigt. Dog øgede det risikoen for at blive tvunget til at gå bagom hele styrbord-koret. Timingen viste sig dog snart at være ret god, og vi kunne gå foran ”Slice of Life”, som var første styrbord båd. Næste styrbord båd var ”Mille”, og her bli´r der ikke givet ved dørene, så vi vendte over på styrbord halse foran dem og lykkedes med, både at komme over startlinjen i noget nær skudstart tæt på læ mærke og give den mørkeblå båd en sikker læ position. ”Mille” vendte hurtigt fri og gik nu indad mod AB mærket under land, der iflg. Sejladsbestemmelserne var 1-2 sømil imod vinden. Vi gik øjeblikkelig med og var i førerposition på luv side af ”Mille”. ”Slice” kom godt afsted lidt bagved os og oppe til luv. De andre både var noget længere til læ, ”Emma” nærmest, og alle gik nu indad imod Vedbæk på bagbord halse. Så satte ”Milles” besætning båden i deres berømte ”4. gear” (vi andre har normalt kun ”3 gear”) og gik i den grad fart på alle andre. Ved AB mærket rundede ”Mille” som første båd allerede hundrede meter foran næste båd, som var os. Tredje båd rundt var ”Slice”, skarpt forfulgt af ”Emma”. Andet ben mod ST mærket Vi sejlede nu på kryds ud mod ST mærket nord-øst for Taarbæk Rev, og her fortsatte ”Emma” et ordentligt hug syd i, inden de vendte. Det havde de umiddelbart tabt ganske meget på, men ”Slice” fulgte godt med lidt bagved os. Snart rummede vinden, og bagude satte ”Emma” spiler som de første, og da fik de fordel af at ligge noget oppe til luv. ”Mille”, os og ”Slice” fik hurtigt sat spileren, men snart kunne vi se i ”SkyggefaXe”, at de nærmeste konkurrenter indhentede os, på trods af at vi jo havde sat den fine nye lilla North spiler. Specielt ”Emma” kom farende bagfra, og ”Slice” lykkedes også med at komme til luv for os. Ude ved ST mærket var vi 3 både stort set på omgangshøjde, og i rundingen bommede vi alle tre over på styrbord halse nord-øst på imod QR mærket, og her trak vi desværre det korteste strå og kom bagest ud af den manøvre. Der var nu opklaring undervejs, - regnen var stoppet, men til gengæld flovede vinden og blev mere ustabil. Tredje ben mod QR mærket Vi kunne se at ”Mille” lå fremme måske en lille halv sømil foran, så de var allerede nu urørlige, antog vi. ”Emma” og ”Slice” trak lidt frem til luv foran os, men den aftagende vind var ret plat, og vi sejlede en anelse dybere og mere direkte på QR mærket. Vi blev herefter lidt generet af ”Hippie” (Molich 10 meter) bagude til luv, så vi bommede og kom lidt mere østpå, over imod ”Misty” (Luffe 37), som vi langsomt havde indhentet. Vi blev herefter tvunget til at bomme igen, inden vi blev generet af Luffen. Vi var på det tidspunkt stadig lidt bagud i forhold til ”Emma” og ”Slice”, men vi var optimistiske, for vi kunne se, at vi var kommet bagfra med vinden og nærmede os ”Mille”. Oppe ved QR mærket skulle spileren ned, og vi rundede kort tid efter de to nærmeste konkurrerende X-99ere, som lå og kæmpede om anden pladsen. Fjerde ben mod ES og CD mærkerne Vi sejlede nu en nordvestlig retning på kryds i svag vind op mod ES mærket. Vi gik lavt og hurtigt, og snart var vi på omgangshøjde med ”Emma” og ”Slice”. Vi lå kortvarigt side om side tre både med måske 50 m imellem os. Så skete der noget, som normalt kun sker for ”Mille”, og ”Emma” fandt det der berygtede ”4. gear”. I løbet af 10-15 minutter, kunne vi i frustration konstatere, at de var rykket flere hundrede meter frem foran os andre !! Vinden faldt nu yderligere, og det blev ”listevind” op imod ES mærket. Da opdagede vi, at vi slet ikke behøvede at skære helt op til ES mærket, men at vi kunne sejle direkte på Rungsted Sejlklubs CD mærke. Her viste det sig, at vi med vores position lidt til læ fik en fordel i forhold til ”Slice” oppe til luv, men vi skulle lige forbi et par lidt langsommere X-102’ere og X-332’ere. Det gik dog over forventning, og ved CD mærket rundede vi nærmest i ingen vind lige i hækken af ”Chess” (den svenske First 36.7) og med ”Slice” ca. 30 m bagved os. Femte ben mod XY mærket og Mål Vi lå i en skidt position bag svenskerne og kunne ikke komme til luv for dem, og da strømmen i øvrigt var en anelse imod, slog vi ind under land og gamblede lidt vores position overfor ”Slice”. ”Emma” lå noget fremme ude i søen, så det var måske slet ikke så tosset? ”Slice” vendte også ind mod land, men de var ikke længere en trussel, da de nu var kommet yderligere bagud. Lidt længere bagude kunne vi se Svenske ”Spinifex”, og yderligere bagude fik vi øje på ”X-tase” fra Kastrup. Vi vandt nogle hundrede meter på ”Emma” på det sidste op-kryds, da vinden byggede inde under land først, men de konsoliderede deres position ved også at slå ind under land. Ved XY mærkerundingen ind imod mållinjen var ”Emma” fortsat noget foran os, og vi gik i mål ca. 4 minutter efter dem på en tredjeplads i X-99 løbet. ”Mille” var allerede gået i mål ca. 17 minutter tidligere, ”Slice of Life” gik i mål ca. 5 minutter efter os, og de sidste to X-99’ere sluttede yderligere 4 minutter, og 17 minutter senere. Alt i alt var det en fantastisk dag på vandet, uden regn de sidste tre timer af sejladsen, - hvor vi ovenikøbet fik solen at se imod slutningen. Stor tillykke med førstepladsen til ”Mille”, der endnu en gang gjorde det, de er helt suveræne til: at sejle en X-99 optimalt og i en helt anden liga, end os andre. På ”SkyggefaXe” er der plads til forbedring, men vores tredjelads er fuldt godkendt, taget i betragtning at besætningen med 4 nye medlemmer stort set ikke har noget kamptræning. Tak til ”SkyggefaXe” besætningen, tak til alle deltagere, og ikke mindst tak til Vedbæk Sejlklub for at gennemføre Stelton Cup 2020 på kreativ vis, trods svære Covid 19 restriktioner. Vi vender tilbage næste år med forhåbentlig ligeså stor kampgejst, som på denne Stelton Cup, - og så må vi se, om vi med lidt ekstra træning også kan finde det der eftertragtede ”4. gear”. Mvh Michael Jeppesen Kommentarer er lukket.
|
Kategorier
Alle
|