Andreas beretter...

fra sin tur rundt om Fyn i Silverrudder 2022.

​Jeg har drømt om Silverrudder i mange år, og i år skulle det være. Jeg bor i København, så for mig er Silverrudder 3 gange Fyn rundt, i afstand.
​Jeg sejlede båden til Svendborg weekenden før og lagde båden i en temmelig tom havn. Jeg vendte tilbage til Svendborg onsdag, og til en temmelig fyldt havn. Torsdag blev bådene ved med at komme, og snakken gik. Vi diskuterede både, vejrudsigter og strategier. Vejrudsigten ændrede sig time for time, så til sidst blev vi enige om at drikke en øl og så vente med vejr og strategi til om fredagen. Fredag morgen var der frisk vind, men den skulle aftage, og den seneste vejrudsigt, lovede sydvestlig vind 6-8 ms. Jeg gjorde klar til genakker.

---

Alle sejlede tidligt ud, og det blev et mareridt. Der var frisk vestlig vind, og en vestgående strøm på 2-3 knob. Alle prøvede at finde et roligt sted at sætte storsejlet. Jeg endte henne ved Vindeby, der kunne jeg være nogenlunde i fred, langt væk fra startlinjen.  Jeg fik alligevel kun sat sejlet i andet reb, hvilket skulle vise sig at være godt. Jeg ræsede mod startlinjen for storsejl, motor og mod strømmen. Jeg krydsede startlinjen kun 12 minutter for sent, og jeg var ikke sidste båd over linjen i mit løb. 

​Vinden var ikke som forudsagt. Retningen var ok, men jeg målte 15 ms ude ved Thurø rev. Derfor stagvendte jeg derude og droppede alle tanker om genakker. Jeg strøg mod nord med rebet storsejl og fuld rullegenoa. Det gik glimrende og jeg overhalede flere både på vejen, men da jeg nåede til broen, sejlede jeg ind i et stort vindhul; og 1,5 knobs modstrøm. De overhalede både kom op og hilste på igen. På et tidspunkt lå jeg lige bag en Dragonfly, som havde fundet fidusen. Han lagde sig midt mellem 2 piller, satte kursen stik mod broen og ventede på at der kom et pust og hjalp ham igennem. Jeg gjorde det samme, og pludselig var jeg igennem, som eneste båd. Glæden varede dog ikke ved, lidt senere døde vinden totalt og jeg drev tilbage gennem broen. De andre både, som havde ligget ved broen, var nu drevet mindst 100 meter bagud.
Vinden kom så småt, jeg passerede broen igen og fortsatte mod nord, desværre, for Fyns Hoved ligger mod nord nordvest. Nå, men hvis jeg ikke kunne holde Fyns Hoved op, så ville jeg senere kunne holde Æbelø op. Men nej. Jeg kiggede på vejrkortet, og nattens vind ville være 6-8 ms med store lommer af 8-10 ms. Samtidig skulle den dreje i en mere vestlig retning. 

​Mens vi drak øl torsdag, var der en klog mand som foreslog at vi rebede tidligt, så vi ikke skulle krydse for blafrende storsejl. Ham skulle jeg have lyttet til og jeg skulle have rebet da solen gik ned, selvom det var for tidligt. Med natten kom vinden og bølgerne, og jeg ville ikke gå på dæk og rebe i de forhold, så jeg krydsede ud i mørket med blafrende storsejl. Og jeg krydsede og krydsede. Min selvstyrer er en gammel en, som ikke er god til kryds, og slet ikke i bølger. Så det var håndstyring.
Da jeg nærmede mig Æbelø lød der pludselig en høj mærkelig lyd fra kahytten. Det var en oppustelig vest, som var gået af. Jeg kiggede ned og så at vesten sejlede på dørken. Hvor f… kom det vand fra?? 3 muligheder. En utæt forluge, op af toilettet eller en utæt gennemføring. Jeg satsede på forlugen, da jeg har holdingtank, og jeg havde slet ikke lyst til at tænke på en utæt gennemføring. Det var forlugen, og der var meget vand i båden. Lugen blev lukket, og jeg fortsatte.
Da jeg nåede Lillebælt, løjede vinden kraftigt, og jeg trissede af sted med ca. 5 knob; og op til 3 knobs medstrøm. Det var sjovt. Men ak. Ved Fænø satte jeg selvstyreren på igen, men den var gået i stykker. Den havde vendt om på styrbord og bagbord, så den skar helt vildt. Håndstyring igen, og nu i ganske let vind.
Lige syd for Bågø prøvede jeg selvstyreren igen og nu virkede den. Det var fedt, for nu sejlede jeg plat læns i let vind. Den store spiler kom op, og det hele så pludselig mere lyst ud. Men ak. Jeg har fjernbetjening til min selvstyrer, og jeg mistede forbindelsen mellem fjernbetjening og selvstyrer. Selvstyreren sejlede fint den retning den var blevet programmeret til, men nu var jeg nået ned omkring Helnæs og ville gerne skifte retning, det ville selvstyreren ikke. Ned med spileren, på med genuaen igen og mere håndstyring. Plat læns i let luft er kedeligt, så hver gang jeg rundede et hjørne langs Fyns sydvestkyst, håbede jeg på at få agten for tværs i stedet. Men ak, vinden drejede med. På et tidspunkt overvejede jeg at sætte motor, men jeg ville ikke sejle særlig hurtigere, jeg skulle stadig håndstyre, og jeg havde ikke lyst til at høre på motoren i timevis. Og så er jeg stædig. 

​Det var ellers en dejlig sejlads langs Fyns kyst. Solen skinnede, det var dejligt lunt og landet var smukt. Der var bare for lidt vind. Men den kom. Da jeg nåede Skarøs vestspids sejlede jeg ind under en stor tordensky. Det var ikke sjovt. Det tordnede, oppe i skyen;der var voldsomme byger i skyen, og vinden var mellem 0 og Rigtig meget. Min vindmåler var nu også stået af, men jeg sejlede godt 9 knob på en plat læns for storsejl alene. Det var voldsomt, men båden grinede bare, det er jo en gammel racer, bygget til at plane. Jeg håbede at tordenskyen ville drive mod syd, og det gjorde også, men der blev ved med at komme nye skyer, som drev ned mod mig. Jeg overvejede at sejle i læ under land, men det gav ingen mening, så jeg rykkede lidt væk fra bakstaget, som er wire, og fortsatte.

Da jeg nåede ind i Svendborg Sund, stod min GPS også af. Jeg fik en grim mistanke om at mit el var kortsluttet, så jeg prøvede at tænde for motoren. Ikke starte, bare tænde, men den var stendød. F… Jeg ringede til Silverrudder og fortalte om problemet, og de lovede at sende en båd ud, som kunne trække mig i havn, efter jeg havde passeret mållinjen. Kort efter ringede Silverrudder igen. På grund af noget med forsikringen, så måtte de ikke trække mig i havn, men de havde ringet efter redningsbåden, som lå i Rudkøbing, og den ville være fremme i løbet af en time. På det tidspunkt havde jeg sejlet ca. 30 timer, og min hjerne var som kold havregrød. Jeg tænkte meget grimme tanker og sagde at jeg syntes det var overkill. Det syntes Silverrudder også, så de foreslog at jeg prajede en anden båd, når jeg kom i mål, og fik vedkommende til at trække mig i havn. ​

​18.06 krydsede jeg mållinjen. Jeg fik en X-102 til at trække mig ind, flink tysker, og Thomas og Lene kom og hjalp mig med at fortøje. Thomas var frisk, men han havde jo også hvilet i ca. 10 timer…Jeg ringede til mine forældre, som bor i Svendborg og bad om at blive hentet hjem til blød tør seng (jeg er 54, men jeg var træt). Mens jeg ventede på min chauffør, fjernede jeg alt som ikke kunne tåle vand, fra cockpittet, og lagde det under dæk. Alt andet lod jeg være. På vej hjem afleverede jeg mine nummerskilte og min tracker, og fik min T-shirt.
Efter 12 timers søvn så jeg anderledes lyst på tingene, heldigvis. Båden lignede en svinesti. Cockpittet var fuldt af tovværk, tøj, the-kander og coladåser. Og om læ var der vand, meget vand. Jeg kravlede rundt på hænder og knæ og skovlede over 50 liter vand ud. Undervejs opdagede jeg at mit ene batteri var slået fra. Jeg har 2 batterier, som sidder i serie. Jeg opdagede også at ledningerne til elektronikken, ude ved toilettet, ikke var under vand. Var der muligt???Ja det var det. Der var strøm på batteri 2, og pludselig virkede mine vindinstrumenter, min selvstyrer, og motoren startede. Dejlig lyd.
Jeg har efterfølgende spekuleret på, hvor mange timer jeg tabte på ikke at have en selvstyrer fra Lillebælt til Svendborg. Svaret er: Meget lidt. Den X-102, som trak mig i havn, fulgtes jeg med fra Lillebælt, og han havde spiler. Til gengæld kunne jeg ikke powernappe uden selvstyrer.

Og hvad har jeg så lært.
​
1.       Jeg er blevet en langt bedre X-99 sejler.
2.       Jeg skal have en hjælper på havnen næste gang, som kan hjælpe mig med storsejlet.
3.       Jeg har en Storm-P løsning med noget elastik, som kan styre lidt på kryds. Jeg havde ikke overlevet uden.
4.       Silverrudder var et helvede, men nu er jeg jo rutineret, så næste år bliver endnu sjovere.
 


Bedste hilsner,
Andreas Holm
Kraxelikrox, DEN 250