Trimtips fra DEN517 Mille
Hvordan får jeg bedre fart i min X-99 ? Erfaringer fra DEN-517 Mille med forslag til emner der kan arbejdes med for at optimere farten. Skrog, køl og ror. Det er vigtigt, at bunden, ror og køl er helt jævn og glat, vandslebet og evt. malet med VC17. Alternativt malet med hård bundmaling, som efterfølgende vandslibes. Kølprofilet skal være optimeret – spartlet, så begge sider er ens og uden ujævnheder og ellers slebet glat. Motorbenet kan med fordel monteres med en foldepropel, for minimal vandmodstand.. Mast Masten skal stå lige i båden og være korrekt opspændt iflg. North Sails trimguide. Kræver en rigspændingsmåler og kan bl.a købet hos North Sails. Tjek og udmål mastefodens placering. Den står ikke nødvendigvis korrekt placeret sideværts. Tjek også stillingen langskibs. Mastefodens placering er angivet i North Sails trimguide. Vi kører næsten udelukkende med topvanterne sat til max og justerer kun på forstagslængden og undervanterne. Tidligere har vi også justeret på topvanterne afhængig af vindstyrken, men vi synes, det blev for kompliceret, og at der var for mange ting at stille på. Topmellemvanterne kører vi med rimeligt løse. Masten har vi fikseret i dæksgennemføringen med kiler hele vejen rundt. Hækstaget og tjekstagene bruger vi stort set ikke. Sejl og sejltrim Sejlene skal være ok og af anerkendt mærke, men ikke nødvendigvis nye. Et godt kendskab til indstilling af dem under alle forhold er vigtig. Vi bruger en logbog med notater om indstilling af skødevognene i forskellige vindstyrker, så er det hurtigt og let at sikre samme indstilling hver gang. Et mærke på genuafaldet er også en god hjælp til at sikre korrekt spænding på forliget. Bådoptimering Vi har intet overflødigt i båden. Der er kun det i båden, der skal være. Vandtanken er altid tom og der er som regel kun få liter i dieseltanken. Brug blokke, klemmer, liner med mere i god kvalitet, så alt kører godt og ikke går i stykker. Båd og besætning. En sammensejlet besætning med faste gaster er vigtig. Gaster der prioritere sejlads og derved sikre der kan stille fuld hold. Vi er 7 faste og har derudover et par løst tilknyttede vi kan trække på. Vi forsøger altid at være 6 mand om bord, hvor alle ved, hvad der skal ske, hvornår. Vi har mange timer i båden, så vi kender den godt og har en god fornemmelse for, om den sejler hurtigt nok under de givne forhold. Det er vigtigt hurtigt at få ændret på trimmet, hvis farten ikke er iorden eller når forholdene ændre sig. Rorsmanden trimmer bagstag, storsejl og løjgang på krydset. Det gør det så muligt, at 5 m/k kan hænge når der er behov for det. Den sidste fart sidder i storsejlskødet/løjgangen. Derfor fungere det bedst for os, hvis rorsmanden styrer det. Som regel kører vi med løjgangen en smule til luv, ca. 10-30 centimeter. Vi har målemærker på løjgangen, så løjgangsvognen kan stilles ens efter hver vending. Vi bruger en Harken luvvogn, som er let og hurtig at justere. Kom gerne med jeres input til hvordan i gør, så vi kan få forskellige synspunkter til debat og forhåbentlig alle blive klogere Hilsen DEN-517 Mille |